Filmskuespil_3

Meget mere om Filmskuespil

Filosofi og "bagtanker"

Jeg er i mit arbejde dybt inspireret af især Charlotte Sielings Meisner-lignende indgangsvinkel og den "metodeløse" amerikanske skuespillercoach, Harold Guskin, som i fællesskab har åbnet mine øjne for de uendelige muligheder og den store befrielse, der ligger i, at lade skuespilleren selv og dennes intuition starte processen. Det er gennem intuitionen, at skuespilleren får de bedste og mest ægte resultater frem, og det er det, vi træner her. I skal lære at blive et med jeres tekst, smide Jeres selvbevidsthed væk og bare være til stede, mens I reagerer på jeres medspillere og omgivelser, Det er her, det virkelig begynder at give resultater - og det er her, det bliver rigtig sjovt.

Jeg skal understrege, at jeg ikke skyder med faglige spredehagl. Min undervisning, mine gæstelærere og mit forløb er tilrettelagt for at lære eleverne den måde at spille på, som jeg mener er bedst, og som også er den, der bruges på Filmskuespillerakademiet og skuespillerforbundets efteruddannelse i filmskuespil. Det betyder ikke, at der ikke er rigeligt plads til udvikle sin egen personlige arbejdsform (det er tværtimod, det der er meningen!), men det betyder at hele kurset trækker på samme grundlæggende holdning til skuespillerarbejdet.

Bemærk at alt det efterfølgende er baseret på mine personlige holdninger til rigtigt og forkert i skuespillertræning. Jeg kan kun anbefale, at man så vidt muligt prøver at danne sig sit eget billede. Der er mange holdninger og megen uenighed om skuespillertræning, så prøv at snuse lidt rundt og se, hvor I tror, I kan lære mest. Og skriv endelig og spørg løs, hvis der er noget I gerne vil spørge om. Sandheden er derude! - min er der en kort introduktion til her:

Film versus teater

De fleste af os møder ind imellem en person, som vi af en eller anden grund føler en afstand til, uden at vi kan sætte finger på, hvad det er ved personen, vi ikke bryder os om. Det, vi reagerer på i sådanne situationer, er ofte, at vi fornemmer, at personen overfor os ikke er ærlig, og prøver at vise sig som noget andet end han/hun er. Hvis folk prøver at være klogere, lækrere og eller mere tjekkede end de er, reagerer vi instinktivt med mistro, da vi fornemmer en uærlighed. Og det er den mistro, som der ikke er plads til for en filmskuespiller.

På en scene er skuespillere nødt til tænke over om publikum kan se dem, høre dem og om de fanger deres mimik, hvilket gør at stemmetræning, kropbevidsthed osv. er meget vigtige, da skuespillerens udtryk skal kunne ramme alle i salen helt ned til bagerste række. Det i sig selv betyder, at teaterskuespilleren arbejder med en hvis grad af kontrolleret kunstighed (man taler måske højere og mere artikuleret, reagerer større osv. end i virkeligheden). Og hele teaterets rum med publikumspladser og scene bidrager til, at publikum automatisk indvilliger i, at det de ser, er en illusion. Derfor tilgiver de også lettere manglende ægthed i udtrykket end film og tv-publikummet, da der jo er ting, man i teateret ikke kan komme udenom er kunstige. Der er så at sige et uartikuleret kompromis mellem publikum og skuespillere om, at man accepterer teaterets begrænsede realisme.

For filmskuespilleren gælder det, at man kan lave alt på film. Så allerede her er der givet køb på teaterets kunstige rammer, så skuespilleren ikke har mulighed for at indgå samme kompromis om begrænset realisme med sit publikum som teaterskuespilleren. Derudover kan afstanden fra skuespiller til publikum varierer helt enormt, fra at skuespilleren er en lillebitte prik i horisonten til at han/hun fylder et helt biograflærred med sit ansigt. Især den sidste indstilling gør, at kravet til ægthed i skuespillerens udtryk er helt afgørende for, om han/hun virker på film. Afstanden fra skuespiller til publikum og det manglende 'teaterkompromis' på film gør, at vi intuitivt kan mærke om skuespilleren er rigtigt til stede som sin karakter, eller om han/hun 'blot' prøver at vise os en den. Filmskuespilleren skal med andre ord kunne sit kram for ikke at vække publikums instinktive mistro.

Det er denne indsigt, som gør, at jeg har luet alt, der hedder f.eks. kropsbevidsthed, alexanderteknik og manuskriptanalyse ud af undervisningen. Den hjælper jer nemlig overhovedet ikke til at lære den altafgørende tilstedeværelse som kameraet kræver. I skal lære at tænke og arbejde indenfor rammerne af det rent intuitive skuespil, som er den mest direkte vej til den troværdige tilstedeværelse. For nogen gælder det, at der er ting omkring stemme og kropssprog, vi er nødt til at arbejde med. Men der er helt individuelt, hvordan den slags skal gribes an, så det er noget vi tager løbende, som I udvikler jer. Og faktisk er små onder som utydelig stemmeføring og 'støj' i kropssproget som oftest noget, som hænger sammen med manglende tilstedeværelse, hvilket betyder, at langt det meste forsvinder af sig selv gennem forløbet.

Der er flere ting man kunne diskutere her. Men grundlæggende gælder det for linjen, at jeg tager alt det, som er vigtigt for filmskuespilleren og vælger de ting fra, som kun er relevante for scenen. Men det betyder absolut ikke, at træningen her ikke kan bruges til scenen. Faktisk er de ting, vi træner her, tit det der kan gøre forskellen på, om en teaterskuespiller er god eller fantastisk...

Undervisningen

Selve undervisningen er et forløb, hvor vi arbejder med øvelser, som stille og roligt lærer jer de nødvendige redskaber samtidig med, at I får trænet en hel masse. Der er en række grundlæggende redskaber I skal kunne, og for at lære dem rigtigt at kende, er det vigtigt, at øvelserne giver jer plads til at opleve og mærke de forskellige principper i spil for sig selv, før I kastes ud i at lave rigtige scener.

Vi arbejder derfor med en række øvelser, som delvist er lånt og bearbejdet, så de passer min filosofi om 'rigtigt' skuespil og delvist skabt direkte til forløbet. I kommer til at arbejde enkeltvist, i par og i grupper, hvor vi nogle gange arbejder i masterclass-format (vi kigger alle på dem, der er på) og nogle gange har I selvstændige opgaver, som I løbende bliver coachet i indtil vi filmer. Forløbet er desuden krydret med en række træningsseancer, hvor I skal igennem nogle holdøvelser, som alle træner jeres 'instrument' (dvs. jer selv) og jeres grundlæggende forståelse og fornemmelse for skuespillerarbejdet.

Jeg gør desuden en dyd af, at få snakket med jer enkelvist gennem forløbet.

Jeres udvikling er dybt individuel, og da I skal lære at bruge jer selv, er det også altafgørende, at der er plads til at snakke på tomandshånd.

Workshops

Kenneth Carmohn, som er leder og stifter af Filmskuespillerakademiet og som, udover at være uddannet skuespiller har mange års erfaring som professionel skuespils- og castingcoach for bl.a. DR og Disney. Kenneth er desuden fast engageret af Dansk Skuespillerforbund til at varetage deres efteruddannelsestilbud i filmskuespil. I løbet af dit højskoleophold afvikles en Filmskuespillerworkshop med Kenneth Carmohn, som flytter ind på Nørgaards i et par dage.

Nynne Karen Nøhrlund er uddannet fra Statens Teaterskole og har efterfølgende taget et kursus i Meissnerteknik under den residerende Meissnerguru, William Esper i New York. Hun vil kigge forbi os et par gange, hvor hun vil undervise i Meissnerteknik.

Samarbejde med Det Danske Filmskuespillerakademi

Samarbejdet med Det Danske Filmskuespillerakademi er noget, vi er stolte af. Danmark halter voldsomt bagefter f.eks. USA og England i forhold til at tænke teater og filmskuespil som to forskellige ting. Det er derfor for mig at se en gave for dansk film, at akademiet kom op at stå i 2008, med så kompetente mennesker ved roret. Stifteren Kenneth Carmohn har arbejdet som filmskuespillercoach i over otte år og har samlet al sin erfaring i sin skole, som nu har fem faste lærere ansat.

Udover selve filmskuespilleruddannelsen har akademiet også stiftet en sammenslutning for filmskuespillere og instruktører, som efter ca. et år bl.a. kom til at varetage efteruddannelsen i filmskuespil for skuespillerforbundet.
Kenneth og jeg fandt hinanden ved opstarten af akademiet. Vi fandt meget hurtigt ud af, at vi var meget enige om indgangsvinklen til filmskuespil. Siden har har Nørgaards og akademiet har arbejdet sammen og konstant haft en løbende sparring om faglighed, pædagogik, teknik og struktur. Og siden begyndelsen har en stor del af akademiets elever været tidligere elever fra Nørgaards.


Ambitionen på filmskuespillerakademiet er at gøre eleverne klar til en professionel karriere på et år, er kravet til optagelse højt, og et ophold her på skolen er selvfølgelig ingen garanti. Men da vores faglige indgangsvinkel er i overensstemmelse med akademiets, kan vi i hvert fald vise jer, hvor det er I skal arbejde for at komme videre. Og hvis I er klar og arbejder for det, skal vi nok aflevere jer der, hvor Kenneth gerne vil have jer.

Det skal her bemærkes, at man jo ikke kan sidestille akademiet med de store officielle skuespillerskoler. Akademiet er en forholdsvis dyr privat uddannelse, som kører uden støtte, så man skal naturligvis sætte sig godt ind i tingene, inden man vælger at gå den vej. Men faktum er, at de af mine elever, som vælger at søge ind, gør det i forlængelse af, at Kenneth har holdt workshop herovre, hvor de har mødt ham. Og det er også min klare opfattelse, at han uden sidestykke er den dygtigste skuespillerunderviser, jeg har haft på skolen.

Hvad betyder intuitivt skuespil?

ADVARSEL! Følgende kan virke kryptisk og svært at forstå, men det er det ikke, når man har prøvet det.

Intuitivt båret skuespil er den definition, som jeg synes bedst rammer den måde, jeg arbejder på. Intuitivt skal forstås som modsat intellektuelt. Hvis man arbejder med praktiske opgaver, så analyserer mig sig først frem til en løsning, som man så udfører. Det giver kontrol, ro og effektivitet, hvilket er ting vi mennesker er rigtig glade for i hverdagen. Problemet er bare, at en skuespiller er nødt til at kunne reagerer ærligt på de impulser, der kommer udefra, hvilket ikke kan lade sig gøre, hvis han/hun er bevidst om, hvad der nu sker i scenen.

Ægte tilstedeværelse kommer af at turde slippe kontrollen over, hvad der skal ske i scenen totalt og blot lade scenen udfolde sig som en naturlig konsekvens af sin egen forberedelse og sin evne til at arbejde som skuespiller. Der er her, vi kan finde den ægte interaktion mellem skuespillere, som gør at publikum ikke betragter dem som skuespillere men som riddere, narkomaner, superhelte osv.
Det intuitive arbejde har også den fordel, at det i den grad er båret af skuespillerens kreativitet.

Det er op til skuespilleren at opdage, hvordan han/hun kan finde rollen i sig selv, og hvordan karakterens sprog og handlinger inspirerer til skabelsen af ens helt egen fortolkning af rollen. Skuespillere er ikke effektive problemknusere, men inspirerede kunstnere som skal turde følge deres impulser og intuition og ikke være bange for at tage nogle til tider voldsomme omveje før resultatet pludselig er der.